{{custom_field.Excerpt}}

Konferencebloggen

Af

Jonas Lieberkind – Ungdommens balancegang

Jonas Lieberkind forsker i unge menneskers dannelsesrejse og politiske engagement i de nordiske storbyer. Hvordan formes håb eller frygt for fremtiden? Hvordan takler de unge deres opfattelse af nutiden og fremtiden? Hvorfor er nogle generationer af unge mere politisk engagerede end andre? Og hvordan står det til med netop denne tids ungdomsgenerations håb for fremtiden i de nordiske storbyer? 

 

De unges fundament 

Alle generationer har sine unikke erfaringer med verden og politik. Den aktuelle ungdomsgeneration vokset op med vestens endelige overmagt og ideologiernes fald. Men de er også vokset op med udpræget politisk kompleksitet inden for det vestlige demokrati: 9/11, Brexit, klimakampen osv. Og nu krigen i Ukraine. 

Mens tidligere ungdomsgenerationer skulle håndtere en ekstern trussel, finder denne generation altså hovedsageligt de politiske udfordringer internt i den demokratiske verden.

 

En politisk engageret ungdom – de nye 68’ere 

De unge i 80’erne og 90’erne var meget mere passive i det politiske landskab end deres forældre havde været. Men nutidens unge slægter netop 68’er-generationen på med et stort politisk engagement. De unge tager selv magten – og denne bevægelse vokser i hele Norden. Greta Thunberg er bare ét eksempel. Og de unge repræsenterer jo også fremtiden. Man kan med rette argumentere for, at det slet ikke er relevant at diskutere politik og fremtid uden at inkludere de unges perspektiver. 

 

Ungdommens verdensbillede 

Unge er dynamiske og ungdom er ikke et statisk fænomen. Unge handler ud fra, hvordan de oplever nutiden. 

De unge er i en proces, hvor de søger identitet og søger at forstå verden omkring dem. De er formet af fortiden – deres opdragelse, barndom og forældrenes verdensbillede – men formes i lige så høj grad af den nutid, som de oplever lige nu – sammen med andre unge i en globaliseret verden. 

De unge er således pr. definition på en dannelsesrejse fra deres egen fortid til deres egen fremtid. 

Vi voksne har tendens til at betragte de unge normativt og være belærende. Vi har tendens til at spejle vores egen generations opfattelser af verden og vores egen oplevelse af nutiden i de unge. Vi har således tendens til at overse de unges egne perspektiver og oplevelser. 

Demokratisk dannelse handler dog netop om at arbejde med de unges egne erfaringer. Deres egen viden – deres egen kontekst. 

 

Hvem er de så – de unge? 

Denne tids generation af nordiske unge har en stor viden og en exceptionel stor indsigt i det politiske landskab. På verdensplan scorer de nordiske unge tårnhøjt i test, der handler om viden om demokrati og politik. Danmark er helt i top – derefter Sverige, Norge og Finland. 

Ungdomskulturen er stærk, og de unge har styrke til at blive en del af det politiske landskab. De unge er altså engagerede og har en stor viden. De er også – helt konkret – virkelig mange. Der er 2 % flere unge i Norden end i resten af Europa. I Danmark er der lige så mange unge som i Norge. 

Perioden hvor man er “ung” har desuden udvidet sig henover de seneste år. I Danmark flytter de unge hjemmefra tidligt ift. andre lande i Europa. Derudover får de nordiske unge børn ret sent i livet. Dermed bliver ungdommen lang. 

 

Ungdomslivet i storbyen vs. “Brain drain” i oplandet

De fleste unge flytter til storbyerne og lever et aktivt ungdomsliv her. I byerne er de unge i klart overtal ift. alle andre aldersgrupper. 

Livet som ung i storbyerne er meget anderledes end på landet eller provinsen. Jonas er stødt på begrebet “Brain drain”  blandt de unge, når de beskriver ungdomslivet i provinsen eller på landet. 

Storbyen er måske det vigtigste stop fra fortid til fremtid for det unge menneske. Her er man allermest uafhængig. Her formes man. 

Mange ser byen som et springbræt til en spændende fremtid med mange muligheder. De unge bygger stærke netværk og bygger sig en fremtid – mange en karriere og starten på en familie. Inspirationen finder de unge blandt andre unge.

Og hvor politisk engagerede unge så sig selv som “særlinge” i provinsen eller på landet, finder de nemt ligesindede og politiske fællesskaber i byen. 

 

 A rocket of hope med en bagside

Byen er en succes, “a rocket of hope”, men det kommer med en bagside.  

Man kan aldrig fylde alle mulighederne ud. Du kan aldrig opnå alle dine mål. FOMO (fear of missing out) er en livsbetingelse. Du kan aldrig nå det hele, opnå det hele, se det hele, gøre det hele.  

Den vigtige opgave for storbyerne er derfor at hjælpe de unge med at balancere rejsen fra fortiden til fremtiden. 

 

Håbet og frygten for fremtiden 

I Norden har de unge håb for fremtiden. De har tillid til demokratiet, de tror på politikernes intentioner og de har tillid til systemet. 

De unge er dog samtidig i tvivl, om de vil klare sig lige så godt som deres forældres generation. Mange forestiller sig, at de kommer til at arbejde hårdere for at opnå det samme. 

Den spirende politiske aktivisme, som vi ser blandt de unge, har ofte rod i en frygt for fremtiden. “Jeg bliver stresset af ikke at gøre noget,” siger de unge. Politisk aktivisme fungerer altså som en kur mod frygten for fremtiden. Det store politiske engagement, vi ser blandt de unge, er altså en slags politisk rebellion – men måske mest af at en måde at klare en personlig frygt for fremtiden. 

Den nye generation tænker nemlig ikke at “alt nok skal gå”. De er meget mere pessimistiske eller bekymrede. Falder verden fra hinanden? Man kan beskrive det som en form for eksistentiel nervøsitet. 

Og så er der en klar fælles oplevelse af, at “de voksne har fejlet.” (Dette er Greta Thunberg retorik bl.a. et godt eksempel på – red.). Krigen i Ukraine er endnu en streg i denne regning. 

 

Et ekskluderede ungdomsfællesskab 

De unge ved utrolig meget og har unikke betingelser for at være og blive engagerede verdensborgere. De uddanner sig selv mere og videre – særligt pigerne – end tidligere generationer. 

De unge er desuden en meget homogeniseret gruppe. De “tapper” ind på den samme oplevelse af livet og verden. Rammerne er fælles: Uddannelse, omverden, karakterer, betingelser. 

Men det betyder samtidig, at de unge, som ikke klarer sig i storbyens miljø, oplever at være ekskluderede fra ungdomsfællesskabet. Man må holde sig på sporet for at holde sig i ungdomsgruppen. Dem der magter opgaven, er en del af gruppen. Andre er ikke – og det kan mærkes. 

 

Balancen mellem håb og frygt 

Generelt kan siges, at et fælles vilkår for denne generation af unge er, at de konstant arbejder med at balancere frygten og håbet for fremtiden. Mange unge gør en ekstra indsats for at opnå en følelse af at kunne balancere i denne ‘ungdommens opfattelse af virkeligheden’. F.eks. via politisk engagement. Men mange finder det også svært.  

Denne balancegang – mellem frygten og håbet for fremtiden – karakteriserer ungdommen lige nu. 

 

Om Jonas Lieberkind 

At engagere sig i samfundet er hjørnestenen i demokratiet og betingelsen for at skabe håb for fremtiden. Politisk engagement forudsætter en vilje til fællesskab og en overbevisning om, at fællesskabet kan åbne nye muligheder for den enkelte, for andre og omverdenen. Den enkeltes engagement er drevet af håb for fremtiden. 

Hvordan er de nordiske unge politisk engagerede, og hvor meget engagerer de sig i fællesskabet? Oplægget vil undersøge og diskutere dette spørgsmål. Udgangspunktet er, at politisk engagement forudsætter dannelse, og at byerne kan spille en særlig rolle i forhold til unges politiske dannelse. 

Jonas Lieberkind er Ph.d. og lektor på Institut for Uddannelse og Pædagogisk, Aarhus Universitet. Han forsker i unges politiske og demokratiske dannelse. I sin forskning har han fokuseret på aktuelle tendenser blandt unge, deres syn på samfundet og deres politiske engagement. Han har publiceret adskillige bøger og artikler om unge, skole, dannelse, politisk deltagelse, demokrati og uddannelsessamfundet. Desuden er han en del af det forskerteam, der gennemfører International Civic and Citizenship Education Study (ICCS) i Danmark. 

Slides fra Jonas’ key note: Jonas Lieberkind

 

GÅ TIL FORSIDEN AF KONFERENCEBLOGGEN

 

 

Af

Henrik Seiding – Gellerup, en bydel under forvandling

Henrik Seidings keynote omhandlede udviklingen af Gellerup – og hvorfor denne udvikling er vigtig i fremtiden. 

Befolkningstallet i Aarhus vokser. Skattegrundlaget vokser. Efterspørgslen på boligkvadratmeter vokser. Boligpriserne stiger. Netop derfor mener Henrik, at udviklingen af Gellerup vil lykkedes – fordi efterspørgslen er der.  

 

Forandringer for børnene 

Henrik fortæller, at undersøgelser viser, at når vi sammenligner Gellerup/Toveshøj med resten af Aarhus, så ses der en tydelig forskel. Ud fra politiets sikkerhedsundersøgelser fra 2013 til 2018 fremgår det, at 63% føler sig trygge i Gellerup/Tovehøj, mens tallet er 85% i resten af Aarhus. Derudover viser undersøgelserne også, at i 2018 fik tre gange så mange unge i 9. klasse i Gellerup/Tovehøj ikke en karakter på mindst 02 i dansk og matematik, sammenlignet med resten af Aarhus.

Men med bl.a. fysiske forbedringer af området, mener Henrik Seiding, at tallene kan ændres til det bedre. For med fysiske forandringer af bydelen, kan der blive skabt det nødvendige grundlag for social udvikling.  

Ambitionen er at gøre indbyggerne i området mere ressourcestærke ved at kombinere sociale og fysiske ændringer. På samme tid er håbet også at kunne tiltrække ressourcestærke tilflyttere til området.

Bydelen skal i fremtiden består af mindre nabolag, fremfor store blokke, som man kender området for. Nabolaget skal skabe følelsen af høre til og følelsen af naboskab. Derfor gennemgår infrastrukturen i bydelen lige nu store forandringer.

Derudover skal der skabes arbejdsmuligheder til de unge og nye faciliteter, som børnene kan vokse op i. Den 8. december 2021 åbnede Sport og Kultur Campus i Gellerup og i sommeren 2025 vil en helt ny attraktiv skole åbne. Det skal al sammen være med til at skabe en bedre fremtid for Gellerup og de mennesker, som bor her. 

Målet er samlet set at skabe et attraktivt område med en blandet befolkning og en bæredygtig elevbase for den nye folkeskole.  

 

Om Henrik Seiding

Henrik er uddannet cand.scient.pol fra Aarhus Universitet, og har arbejdet i både Finansministeriet og hos Rambøll, senest som gruppedirektør og Executive director hos Rambøll Management.

Med udfordringer som segregering, radikalisering, og social balance er det afgørende at tænke byens fysiske rammer som en del af løsningen på de sociale og samfundsmæssige udfordringer, så vi får skabt attraktive og bæredygtige rammer for livet i Aarhus og livskvalitet for byens indbyggere.

Teknik og Miljø har en central position i udviklingen af Aarhus Kommune til en god by for alle ved at skabe attraktive og bæredygtige rammer. Vi skal sørge for at aflevere byen i en forbedret udgave til de kommende generationer. Oplægget rammesætte visionen og forandringsteorien for arbejdet med helhedsplanen og dispositionsplanen for Gellerupparken og Toveshøj og arbejdet med udviklingen af området fra udsat boligområde til attraktiv bydel.

Henrik Seiding er direktør for Magistratsafdelingen for Teknik og Miljø i Aarhus Kommune siden 2018. Han brænder for at skabe varige forandringer i byen og skabe integrerede byløsninger, der kobler sociale, kulturelle, miljømæssige og økonomiske udfordringer.

Se galleriet fra besøget i Gellerup her.

GÅ TIL FORSIDEN AF KONFERENCEBLOGGEN

Af

Øyvind Kvello
Det gode børneliv er under pres

Flere børn og unge i Skandinavien kæmper med psykisk sårbarhed på trods af omfattende velfærdssystemer. Professor Øyvind Kvello peger på, at den moderne og tilpasningsdygtige unge ofte også er plaget af ensomhed, og derfor er arbejdet med nære relationer af afgørende betydning.

Den gode nyhed først: Unge fra Danmark, Norge og Sverige er generelt mindre psykisk syge end unge fra andre vestlige lande. Det skyldes blandt andet et udviklet velfærdssystem med fokus på forebyggelse og en høj kvalitet i børnehaver og skoler. Men siden 1990’erne er andelen af unge, som oplever psykisk sårbarhed steget markant. Især melder mange unge om problemer med ensomhed.

Det overrasker psykologiprofessor Øyvind Kvello, at nutidens skandinaviske unge, som på mange måder er veltilpassede og urebelske, melder om flere problemer med ensomhed og lavt selvværd end tidligere generationer.

”Sverige, Danmark og Norge befinder sig altid i toppen af studier over verdens mest lykkelige befolkninger, men vi kan se, at de unge generationer er lidt mindre tilfredse med livet end de ældre. Og vi ved, at det at have en god livskvalitet er meget tæt forbundet med at have venner og tætte familierelationer,” siger Øyvind Kvello.

Indsatsen skal være tilgængelig og tidlig
Øyvind Kvello understreger, at mentalt helbred, fysisk helbred og god livskvalitet er tæt forbundet med hinanden. Derfor er det af afgørende betydning at se på, hvordan velfærdsstaten kan forebygge ensomhed blandt unge mennesker.

Der bliver allerede gjort meget for at forebygge ensomhed i skolerne, men selvom de er gode til at identificere ensomme elever, så går det mindre godt med at afhjælpe problemet. Nye studier fra Norge viser, at skolernes målrettede indsatser mod ensomhed er alt for kortrækkende og for spinkle til at gøre nogen positiv forskel for det enkelte barn. Men på trods af den manglende succes med de målrettede indsatser mod ensomhed, ser professor Øyvind Kvello dog generelt optimistisk på velfærdsstatens muligheder for at håndtere psykiske problemer blandt unge. Vi ved nemlig allerede godt, hvad der langt hen ad vejen virker: Forebyggelse, lettilgængelig hjælp, skoler og børnehaver af høj faglig kvalitet samt tidlige indsatser.

”Og for de unge, der har behov for professionel hjælp til at håndtere deres psykiske udfordringer, så er det generelt afgørende, at den tidlige indsats er mere omfattende end tilfældet er i dag,” tilføjer Øyvind Kvello.

Om Øyvind Kvello

Øyvind Kvello præsenterer os for forskning og teori om unges situation i Norge, både familiemæssigt, psykisk og socialt. På baggrund af undersøgelser af, hvordan de unge har det, gennemgår Kvello udviklingen gennem de seneste 10 år. Dette bliver blandt andet knyttet til de unges fremtidsoptimisme. Øyvind Kvello præsenterer en oversigt over familielivets vigtigste dimensioner vedrørende de unges tilfredshed og udvikling og herunder også, hvordan policy makers kan styrke et godt familieliv og skabe gode opvækstmiljøer, som bidrager til de unges fremtidsoptimisme.

Øyvind Kvello er professor og forsker i børns og teenagers psykiske helbred og i effekten af behandlingsmetoder, specielt forældrevejledning og familieliv. Han har en doktorgrad i udviklingspsykologi og er ansat ved NTNU i Trondheim, Norge. Øyvind Kvello er forfatter til en række bøger og faglige artikler om opvækstmiljø, psykisk helse og børneomsorg. Han har i mange år været ansat i børne- og ungdomspsykiatrien, ved familiekontorer og i PPR. Øyvind Kvello vejleder i dag ansatte inden for dette område.

 

Galleri

Gå til forsiden af Konferencebloggen

Af

Anders Bakken
Konsekvenser af Covid-restriktioner for de unge 

I Norge er der gennemført flere undersøgelser af unges livsvilkår under corona-pandemien. I dette oplæg præsenterer Anders Bakken, hvad undersøgelserne siger om corona-periodens betydning for norske unges syn på egen fremtid.  

Hvordan oplevede norske unge corona-perioden? Hvad var de største konsekvenser for unge i denne periode? Har corona-tiden påvirket norske unges syn på deres fremtid? Er de unge bekymrede for fremtiden? Hvad tænker de unge om egne chancer på arbejdsmarkedet og chancerne for at få et godt og lykkeligt liv nu?
 

Pandemien – et stort samfundseksperiment 

Coronapandemien kan betragtes som et meget stort samfundseksperiment, fortæller Anders Bakken. Hvad sker der, når vi vender op og ned på hverdagen for alle? Og ikke mindst for de unge i vores samfund? 

I Norden har vi været meget opmærksomme på at børn og unge, så vidt muligt, skulle skærmes fra pandemien og alle de negative effekter. Alligevel må vi erkende, at netop børn og unge blev ramt hårdt af restriktionerne. Især isolationen. 

Vi har haft en fælles bekymring omkring de unge – for al det de måtte ofre, og den tid de ikke får igen. Også de unges læring har der været bekymringer omkring – kan de gennemføre eksamener med store huller i deres undervisning og læring, som pandemien har medført? 

 

Både godt og skidt 

På dansk har vi et udtryk der siger ‘der er ikke noget der er så skidt, at det ikke er godt for noget’. Også her viste dette ordsprog sig at holde stik. Anders Bakken fortæller nemlig, at forskningen viser, at effekterne af pandemien og restriktionerne både har haft negative OG positive effekter i de unges liv. 

Forskernes hypotese var, at den negativ intervention, som restriktionerne må anses at være, måtte føre til negative effekter. Virkeligheden var dog langt mere nuanceret. 

Pandemien og restriktionerne var ca. ens for alle – men havde meget forskellig effekt på de unge. Nogle unge viste sig at blive langt mere negativt påvirkede end andre. Disse unge oplevede f.eks. at deres forældre mistede jobbet og at sårbare familiemedlemmer mistede livet til covid. 

Andre unge oplevede dog – helt modsat – at deres hverdag åbnede sig op – nye muligheder bød sig til, hverdagen blev mindre travl og kravene færre. Forholdet til familien og de aller nærmeste blev tættere. Altså en positiv forandring på mange områder. 

De fleste unge befandt sig nok et sted i midten af disse to ekstremer. 

 

Forskningsprojektet 

I foråret 2021 undersøgte man i Norge, hvordan teenagerne (13-19 årige) fra hele landet oplevede pandemien.  

Undersøgelsen viste, at teenagernes liv generelt var påvirket i en negativ retning. Værst så det ud hos pigerne. Ensomhed, depression og flere familieskænderier var nogle af de negative effekter. Undersøgelsen viste desuden, at den negative effekt af pandemien og restriktionerne tog til, jo længere tid pandemien varede. 

Undersøgelsen viste dog samtidig, at pandemien og restriktionerne også havde påvirket mange teenageres liv i en positiv retning. Mange klarede sig faktisk fint i den nye situation. Nye rutiner gav nye muligheder. Hverdagen var mindre stressfuld og mere fleksibel. Mange beskrev, at der var blevet tid til flere familieaktiviteter. De unge fandt nye rutiner i at holde kontakten med vennerne. Og ikke uvæsentligt for en teenager – der var langt bedre mulighed for at sove mere og sove længere om morgenen. 

 

Post Traumatic Growth 

Mange unge beskrev, at de, i perioden, havde opnået en større indsigt i hvad der er vigtigt i livet og i relationer. Problemer, som før blev oplevet som uløselige, blev pludselig løst. 

Anders Bakken beskriver dette fænomen med begrebet “Post traumatisk growth”. Altså det modsatte af Post traumatisk stress. En positiv psykologisk udvikling efter en krise, hvor de unge oplever, at de faktisk kan klare uventede stressfulde situationer. De lærer mere om dem selv og om fællesskabet – at vi kan klare- rigtig meget sammen. 

Så positive effekter var der også. De negative påvirkninger af pandemien og restriktionerne var dog størst… 

 

Hvorfor oplever de unge mennesker pandemien så forskelligt? 

Data peger på, at de unge, der i forvejen var mindst ressourcestærke og i forvejen havde færrest ressourcer hjemmefra også var dem, der blev hårdest ramt. Mens dem, der i forvejen var ressourcestærke og havde trygge og stærke familierelationer også var dem der blev mindst ramt. 

 

Er effekten vedvarende? 

Når man sammenligner data fra før, under og efter pandemien er det tydeligt at se, at pandemien havde en effekt på unges trivsel og positive syn på fremtiden – eller manglen på samme. Tallene før og efter pandemien er dog stort set ens – så øjensynligt er de unge generelt hurtige til at ‘komme tilbage’.  

 

Hvorfor blev det ikke værre? 

Anders Bakken peger her på fem faktorer, der kan forklare, hvorfor det ikke gik værre for de unge: 

  • Mange teenagere i Norge har gode ressourcer rundt om sig. Fx forældre der støtter og hjælper i sværesituationen. Skoler og idrætsklubber har også været opmærksomme og hjulpet de unge meget. 
  • Tillid – de unge havde stor tillid til myndighedernes beslutninger og kommunikation. Følte at restriktionerne var en fælles opgave. 
  • De unge lever allerede deres sociale liv delvist digitalt. På den måde er de meget bedre gearerede end andre generationer før dem til at slå over i at holde kontakten digitalt. 
  • De unge er ikke kun skrøbelige. De er også robuste og ressourcestærke. De unge er generelt dygtige til at tilpasse sig nye situationer.  

Anders Bakken pointerer afslutningsvist, at det er meget vigtigt at vi ikke kun fokusere på, hvad der har været svært for de unge under corona-pandemien. Mød de unge med en balanceret tilgang. Det kan være lettere at fokusere og snakke om de negative sider. Men en positiv tilgang vil bringe os langt i dialogen med de unge. 

Vi skal huske at betragte og tiltale de unge, som de kreative og ressourcestærke mennesker, de er. De har gennem pandemien bevist, at de har mange ressourcer. Det giver et vigtigt perspektiv af håb og muligheder i en verden af forandringer. 

Om Anders Bakken

I Norge er der gennemført flere undersøgelser af unges livsvilkår under corona tiden. I dette oplæg vil Anders Bakken præsentere, hvad undersøgelserne siger om corona-periodens betydning for norske unges syn på egen fremtid. Hvordan oplevede norske unge corona perioden? Hvad var de største konsekvenser for unge i denne periode? Har corona-tiden påvirket norske unges syn på deres fremtid?

Er der mange unge, som er bekymrede for fremtiden? Hvad tænker unge om egne chancer på arbejdsmarkedet og chancerne for at få et godt og lykkeligt liv?
Skete der også positive ting?

Anders Bakken er norsk sociolog og arbejder som forsker ved Velferdsforskningsinstituttet NOVA ved OsloMet – storbyuniversitetet. Han har forsket i norsk ungdom siden midten 1990’erne og har været særligt optaget af opvækstbetingelser for nutidens unge. Anders Bakken har ansvaret for de norske Ungdata-undersøgelser, som foregår i alle norske kommuner.

Slides fra Anders’ key note: Anders Bakken

Galleri

Gå til forsiden af Konferencebloggen

Af

Lidt til den visuelle hukommelse

Vi husker og lærer bedst på forskellige måder. På Storbykonferencen 2022 vil Anne Dissing fra Børn og Unge, Aarhus Kommune give os, der husker i billeder, en hjælpende hånd.

Gå til forsiden af Konferencebloggen

Af

Susan Hart
– Learning to connect

Personlige evner som f.eks. evnen til at være imødekommende, socialisere, komme videre ovenpå stress eller skamfulde situationer er ikke noget vi er født med. Det er evner som vi tilegner os igennem vores barndom i interaktionen med vores forældre, de børn vi leger med og alle de andre sociale fællesskaber, vi indgår i.

Er der mangel på stimuli og givende fælleskaber udvikles disse evner ikke optimalt. Evnerne kan dog tillæres senere i livet – men det er sværere – og unge mennesker, der er ressourcesvage på f.eks. sociale kompetencer vil møde udfordringer.

Susan Hart tog os gennem rejsen af vores udvikling af sociale og personlige kompetencer, der gør os i stand til at interagere, overkomme stressfulde situationer og have overskud til leg og trivsel.

 

Key note

I Susan og Mick Harts keynote blev der sat fokus på, hvordan vi som mennesker lige fra fødslen starter en kontinuerlig udvikling, som fortsætter resten af livet. Her bliver der lagt vægt på et neuroaffektivt udviklingspsykologisk aspekt, som i bund og grund betyder, at vi mennesker udvikler os socialt.  

Susan Hart var den primære taler, men hun var flankeret af sin søn, Mick Hart, der havde medbragt flere aktiviteter, som deltagerne i salen skulle afprøve. 

Ungdommen er svær 

”Ungdommen har været den hårdeste del af mit liv”. Således indledte Susan Hart sin keynote til Storbykonferencen, som netop omhandler unges håb for fremtiden. Hormoner der flyver rundt, kærestesorger og ødelagte forhold er nogle af ting elementer, som præger tilværelsen som ung, og dertil kan man tilføje klimabekymringer og en krig i Europa. Der er mange bekymringer som ung, og det afspejler den seneste bekymrende måling for unges sundhed også. Her er stress nemlig en voksende tendens blandt unge mænd og kvinder.  

Men hvordan bevæger vi os ud af den bekymrende udvikling? Det er der som sådan ikke ét endegyldigt svar på, men ifølge Susan Hart er der én udvikling, som er særlig vigtig at fokusere på:  At gå fra et individuelt-præstationsfokuseret samfund til et relationelt-fokuseret samfund.

Vi mennesker er nemlig gennem evolutionen blevet skabt til at føle sig som en del af noget, og at føle sig accepteret. Dette stemmer dog ikke overens med den konkurrencemæssige udvikling, som præger ungdommen, og heri ligger der ifølge Susan Hart en udfordring.

Vi er hyper-sociale væsner

Som mennesker er vi ifølge Susan Hart hyper-sociale. Det betyder, at vi befinder os i en konstant søgen efter relationer – og at vi som mennesker har brug for relationer til andre mennesker for at udvikle os selv og vores personlige egenskaber. Det er også i relationen med andre, at vi udvikler vores empatiske egenskaber, som er helt essentielle for at kunne fungere godt og føle sig tilpas i fællesskaber. Ét af begreberne som Susan Hart brugte var ”now-moments”, som netop omhandler kontakten mellem to mennesker. Det er øjeblikket, hvor mennesker indgår i en relation. Dette eksemplificerede hun ved en video af to små babyer, som sidder i hver deres stol. Her får de øjenkontakt og dermed et now-moment, hvorefter de synkront laver dansebevægelser. Dette var et godt eksempel på, hvordan vi som mennesker søger kontakten hos andre og udvikler os positivt, når kontakten gengældes af den andens positive opmærksomhed.
 

Man skal huske det følelsesmæssige domæne 

Susan Hart forklarer, at der er tre domæner i forhold til udvikling og læring:

  • Motory, sensory, body  
  • Kognition 
  • Følelser 

De tre domæner følger hver deres udviklingsbaner, men ikke desto mindre er de alle tre relateret til hinanden. Ifølge Susan Hart er det følelsesmæssige domæne ofte et overset element, som er uhyre vigtigt i udviklingen. Susan forklarer, at følelserne er limen mellem mennesker og et nødvendigt element for at holde mennesker sammen. Ét eksempel på en følelse kan være det at have det sjovt med andre. Her er glæden samtidig med til at aktivere hjernens belønningscenter, og giver os en følelse af tryghed.  

Følelser er generelt et vigtigt element, som er med til at udvikle vores nervesystem. Her er det blot vigtigt, at selve oplevelsen ikke bliver for overvældende – og dette gælder både negative og positive oplevelser.  

“When experiences are either pleasant or mildly frustrating and not overwhelming, they are integrated in the nervous system” – Pierre Janet, 1889

Mulighedernes vindue  

Susan Hart lægger generelt vægt på, at vi som mennesker befinder os i en konstant udvikling gennem hele livet. Vi søger kontakten og relationerne til andre, og derigennem udvikler vi os. Alligevel introducerede Susan et begreb, ”mulighedernes vindue”. Det betyder, at der er visse tidspunkter, hvor det er “et åbent vindue” for at udvikle sig på specifikke områder. Dette betyder ikke, at man ikke kan udvikle personlige evner udenfor dette tidsrum, men det vil tage længere tid, og det vil kræve mere af personen.  

Som barn er det helt essentielt, at man har nogle voksne omkring sig, som kan lære fra sig og man kan spejle sig i – såkaldt co-regulation. Her er der netop tale om at udnytte mulighedernes vindue. Der er visse ting, som helt små børn skal lære – heriblandt følelsesmæssig afstemning og behovsstyring. Lærer børnene ikke dette inden for de første 2 år af deres liv, vil de potentielt skulle forsøge at lære det uden for mulighedernes vindue.

 

Aktivitetsniveauer 

Ligesom en fodboldspiller, der øver sig og bliver bedre til fodbold, kan man som menneske udvikle sig personligt. Dette kan man gøre gennem forskellige aktiviteter kaldet: Neuroaffektive udviklingsstrukterede sociale aktiviteter. Her demonstrerede Mick Hart, hvordan man ved hjælp af fem forskellige aktiviteter kan træne, styrke og udvikle de fem forskellige aktivitetsniveauer.  

Én af aktiviteterne var Simon Says – eller i dette tilfælde – Susan Says. Her udfordrede Mick Hart deltagerne ved at gøre noget imod deres impulser, hvilket er aktivitetsniveau 3 – impulsstyring, skam/stolthed og socialisering.  

Som mennesker har vi nemlig det, som Susan Hart kalder en ”brugervenlig hjerne”. Når vi bliver født, er hjernen og vores egenskaber ikke færdigudviklet. Til gengæld har vi indbygget plads til netop at udvikle disse egenskaber – vi skal bare bruge andre mennesker til at skabe udviklingen. 

Udvikling gennem leg  

Både Susan og Mick Hart understregede vigtigheden af, at man bliver ved med at lege med andre. Det er netop ved at samles flere om den samme aktivitet, at mennesker lærer at samarbejde og dermed udvikler sig.  

Susan Hart forklarer, at der i de fem forskellige domæner kan siges følgende: 

  • Struktur er med til at skabe tryghed hos mennesket  
  • Sam-regulering skaber synkronisering og ”moments of meeting” 
  • Autentisk engagement blandt folk skaber en følelse af fællesskab  
  • Udfordringer skaber læring inden for den proximale udviklingszone  
  • Omsorg, uden at overskride intime grænser, er med til at bringe folk tættere på hinanden

Om Susan Hart

Det er igennem gode relationer, vi opnår evnen til at regulere følelser og humør og indgå i hensigtsmæssige samspil med andre. Gennem relationer opnår vi en følelse af samhørighed og kan komme styrket ud af de interessemodsætninger, der nødvendigvis opstår undervejs. I teenageralderen er fællesskabet med jævnaldrende afgørende. Det er i dette fællesskab, at unge kan styrke deres udvikling af empati og mentaliseringsevne gennem gode mentorer. Susan Hart viser, hvordan personlighedsudvikling foregår på forskellige neurale, men forbundne niveauer, og hvordan man, ved at føle sig “mødt” og “rummet” på et relevant niveau, kan udvikle sociale og følelsesmæssige kompetencer.

Med sig har hun Mick Hart Han vil vise, hvordan den neuroaffektive forståelse kan omsættes til konkret praksis i forhold til unge. Mick illustrerer, hvordan konkrete strukturerede gruppeaktiviteter kan anvendes til unge.

Susan Hart er cand.psych., PhD, specialist og har siden 1990’erne udviklet neuroaffektiv udviklingspsykologi som en måde at forstå menneskets personlighedsudvikling. Hun er desuden forfatter til en lang række bøger omkring neuroaffektiv udviklingspsykologi.
Mick Hart er uddannet forstkandidat (cand.silv.) med en bachelorgrad i psykologi og sundhedsfremme. Gennem de sidste tyve år har han beskæftiget sig med forskellige genrer indenfor skuespil, rollespil og historiefortælling.

 

Galleri

Gå til forsiden af Konferencebloggen

Af

Velkommen til Storbykonferencen 2022 – optakt

Så er Storbykonferencen 2022 skudt i gang! Onsdag lægger vi ud med en optakt:

Onsdag den 6. april 2022 kan vi tilbyde deltagerne i Storbykonferencen, Storbyens hjerte og smerte, deltagelse i en halv-dags-optakt med et særligt program. Optakten er et frivilligt supplement til det officielle konferenceprogram.

Vi tilbyder konferencedeltagerne en unik mulighed for at komme ud og besøge et udvalg af de spændende lokale tilbud, der findes til unge i Aarhus. Gennem disse faglige inspirationsbesøg får du, som deltager, et særligt indblik i Aarhus’ lokale ungdomstilbud – et indblik, som almindelige turister i byen normalvis ikke har adgang til.

Deltagelse i optakten er gratis. Der kan dog forekomme en udgift til transport, hvis du ønsker at gøre brug af offentlig transport. Hvis du ønsker at deltage i denne dag, tilkendegiver du dette ved din tilmelding til hovedkonferencen Storbyens hjerte og smerte.

SE PROGRAMMET FOR OPTAKT TIL KONFERENCEN HER

Gå til forsiden af Konferencebloggen