Jonas Lieberkind – Ungdommens balancegang

Jonas Lieberkind forsker i unge menneskers dannelsesrejse og politiske engagement i de nordiske storbyer. Hvordan formes håb eller frygt for fremtiden? Hvordan takler de unge deres opfattelse af nutiden og fremtiden? Hvorfor er nogle generationer af unge mere politisk engagerede end andre? Og hvordan står det til med netop denne tids ungdomsgenerations håb for fremtiden i de nordiske storbyer? 

 

De unges fundament 

Alle generationer har sine unikke erfaringer med verden og politik. Den aktuelle ungdomsgeneration vokset op med vestens endelige overmagt og ideologiernes fald. Men de er også vokset op med udpræget politisk kompleksitet inden for det vestlige demokrati: 9/11, Brexit, klimakampen osv. Og nu krigen i Ukraine. 

Mens tidligere ungdomsgenerationer skulle håndtere en ekstern trussel, finder denne generation altså hovedsageligt de politiske udfordringer internt i den demokratiske verden.

 

En politisk engageret ungdom – de nye 68’ere 

De unge i 80’erne og 90’erne var meget mere passive i det politiske landskab end deres forældre havde været. Men nutidens unge slægter netop 68’er-generationen på med et stort politisk engagement. De unge tager selv magten – og denne bevægelse vokser i hele Norden. Greta Thunberg er bare ét eksempel. Og de unge repræsenterer jo også fremtiden. Man kan med rette argumentere for, at det slet ikke er relevant at diskutere politik og fremtid uden at inkludere de unges perspektiver. 

 

Ungdommens verdensbillede 

Unge er dynamiske og ungdom er ikke et statisk fænomen. Unge handler ud fra, hvordan de oplever nutiden. 

De unge er i en proces, hvor de søger identitet og søger at forstå verden omkring dem. De er formet af fortiden – deres opdragelse, barndom og forældrenes verdensbillede – men formes i lige så høj grad af den nutid, som de oplever lige nu – sammen med andre unge i en globaliseret verden. 

De unge er således pr. definition på en dannelsesrejse fra deres egen fortid til deres egen fremtid. 

Vi voksne har tendens til at betragte de unge normativt og være belærende. Vi har tendens til at spejle vores egen generations opfattelser af verden og vores egen oplevelse af nutiden i de unge. Vi har således tendens til at overse de unges egne perspektiver og oplevelser. 

Demokratisk dannelse handler dog netop om at arbejde med de unges egne erfaringer. Deres egen viden – deres egen kontekst. 

 

Hvem er de så – de unge? 

Denne tids generation af nordiske unge har en stor viden og en exceptionel stor indsigt i det politiske landskab. På verdensplan scorer de nordiske unge tårnhøjt i test, der handler om viden om demokrati og politik. Danmark er helt i top – derefter Sverige, Norge og Finland. 

Ungdomskulturen er stærk, og de unge har styrke til at blive en del af det politiske landskab. De unge er altså engagerede og har en stor viden. De er også – helt konkret – virkelig mange. Der er 2 % flere unge i Norden end i resten af Europa. I Danmark er der lige så mange unge som i Norge. 

Perioden hvor man er “ung” har desuden udvidet sig henover de seneste år. I Danmark flytter de unge hjemmefra tidligt ift. andre lande i Europa. Derudover får de nordiske unge børn ret sent i livet. Dermed bliver ungdommen lang. 

 

Ungdomslivet i storbyen vs. “Brain drain” i oplandet

De fleste unge flytter til storbyerne og lever et aktivt ungdomsliv her. I byerne er de unge i klart overtal ift. alle andre aldersgrupper. 

Livet som ung i storbyerne er meget anderledes end på landet eller provinsen. Jonas er stødt på begrebet “Brain drain”  blandt de unge, når de beskriver ungdomslivet i provinsen eller på landet. 

Storbyen er måske det vigtigste stop fra fortid til fremtid for det unge menneske. Her er man allermest uafhængig. Her formes man. 

Mange ser byen som et springbræt til en spændende fremtid med mange muligheder. De unge bygger stærke netværk og bygger sig en fremtid – mange en karriere og starten på en familie. Inspirationen finder de unge blandt andre unge.

Og hvor politisk engagerede unge så sig selv som “særlinge” i provinsen eller på landet, finder de nemt ligesindede og politiske fællesskaber i byen. 

 

 A rocket of hope med en bagside

Byen er en succes, “a rocket of hope”, men det kommer med en bagside.  

Man kan aldrig fylde alle mulighederne ud. Du kan aldrig opnå alle dine mål. FOMO (fear of missing out) er en livsbetingelse. Du kan aldrig nå det hele, opnå det hele, se det hele, gøre det hele.  

Den vigtige opgave for storbyerne er derfor at hjælpe de unge med at balancere rejsen fra fortiden til fremtiden. 

 

Håbet og frygten for fremtiden 

I Norden har de unge håb for fremtiden. De har tillid til demokratiet, de tror på politikernes intentioner og de har tillid til systemet. 

De unge er dog samtidig i tvivl, om de vil klare sig lige så godt som deres forældres generation. Mange forestiller sig, at de kommer til at arbejde hårdere for at opnå det samme. 

Den spirende politiske aktivisme, som vi ser blandt de unge, har ofte rod i en frygt for fremtiden. “Jeg bliver stresset af ikke at gøre noget,” siger de unge. Politisk aktivisme fungerer altså som en kur mod frygten for fremtiden. Det store politiske engagement, vi ser blandt de unge, er altså en slags politisk rebellion – men måske mest af at en måde at klare en personlig frygt for fremtiden. 

Den nye generation tænker nemlig ikke at “alt nok skal gå”. De er meget mere pessimistiske eller bekymrede. Falder verden fra hinanden? Man kan beskrive det som en form for eksistentiel nervøsitet. 

Og så er der en klar fælles oplevelse af, at “de voksne har fejlet.” (Dette er Greta Thunberg retorik bl.a. et godt eksempel på – red.). Krigen i Ukraine er endnu en streg i denne regning. 

 

Et ekskluderede ungdomsfællesskab 

De unge ved utrolig meget og har unikke betingelser for at være og blive engagerede verdensborgere. De uddanner sig selv mere og videre – særligt pigerne – end tidligere generationer. 

De unge er desuden en meget homogeniseret gruppe. De “tapper” ind på den samme oplevelse af livet og verden. Rammerne er fælles: Uddannelse, omverden, karakterer, betingelser. 

Men det betyder samtidig, at de unge, som ikke klarer sig i storbyens miljø, oplever at være ekskluderede fra ungdomsfællesskabet. Man må holde sig på sporet for at holde sig i ungdomsgruppen. Dem der magter opgaven, er en del af gruppen. Andre er ikke – og det kan mærkes. 

 

Balancen mellem håb og frygt 

Generelt kan siges, at et fælles vilkår for denne generation af unge er, at de konstant arbejder med at balancere frygten og håbet for fremtiden. Mange unge gør en ekstra indsats for at opnå en følelse af at kunne balancere i denne ‘ungdommens opfattelse af virkeligheden’. F.eks. via politisk engagement. Men mange finder det også svært.  

Denne balancegang – mellem frygten og håbet for fremtiden – karakteriserer ungdommen lige nu. 

 

Om Jonas Lieberkind 

At engagere sig i samfundet er hjørnestenen i demokratiet og betingelsen for at skabe håb for fremtiden. Politisk engagement forudsætter en vilje til fællesskab og en overbevisning om, at fællesskabet kan åbne nye muligheder for den enkelte, for andre og omverdenen. Den enkeltes engagement er drevet af håb for fremtiden. 

Hvordan er de nordiske unge politisk engagerede, og hvor meget engagerer de sig i fællesskabet? Oplægget vil undersøge og diskutere dette spørgsmål. Udgangspunktet er, at politisk engagement forudsætter dannelse, og at byerne kan spille en særlig rolle i forhold til unges politiske dannelse. 

Jonas Lieberkind er Ph.d. og lektor på Institut for Uddannelse og Pædagogisk, Aarhus Universitet. Han forsker i unges politiske og demokratiske dannelse. I sin forskning har han fokuseret på aktuelle tendenser blandt unge, deres syn på samfundet og deres politiske engagement. Han har publiceret adskillige bøger og artikler om unge, skole, dannelse, politisk deltagelse, demokrati og uddannelsessamfundet. Desuden er han en del af det forskerteam, der gennemfører International Civic and Citizenship Education Study (ICCS) i Danmark. 

Slides fra Jonas’ key note: Jonas Lieberkind

 

GÅ TIL FORSIDEN AF KONFERENCEBLOGGEN